IMG_5422

Laksepaté med dilddressing

Det er efterhånden blevet en tradition, at Maria fra mit studie serverer denne laksepaté til den årlige julefrokost med pigerne fra studiet. Den er et stort hit, da den er dejlig let og frisk i forhold til den traditionelle julemad. Og nu har jeg været så heldig at få fingrene i opskriften og fået lov at dele den herinde. Jeg har selv lavet den et par gange siden sidste julefrokost – med stor succes! Den er især god, fordi den med fordel kan laves dagen før, den skal bruges.

IMG_8808 copy

Det skal du bruge (1 brødform):

500 g laksefilet uden skind

Lidt smør

2 æg

1,5 spsk kartoffelmel

3 dl fløde (13 %)

Fiskerogn eller rejer som fyld (jeg brugte ørredrogn)

Fromage frais

1 bundt dild

ca. 1/2 citron (saften)

Salt og peber

Rucola

Evt. brød

IMG_5428

Sådan gør du: 

Skær laksen i mindre stykker og blend den fint sammen med salt og lidt smør. Tilsæt æggeblommer (gem hviderne!), kartoffelmel og fløde og rør godt rundt.

Æggehviderne piskes stive og vendes forsigtigt med laksefarsen til den har en ensartet konsistens.

Kom halvdelen af laksefarsen i en brødform el. lign. med bagepapir i og fordel rejer/fiskerogn langs midten. Kom herefter resten af laksefarsen i.

Dæk formen til med sølvpapir og stil den i en bradepande med lidt vand i. Bag den i ovnen ved 200 grader i ca. 45 minutter til den føles fast. Når den er bagt færdig, stilles den i køleskabet. Den skal helst stå på køl i nogle timer og den kan derfor med fordel laves dagen før.

Inden laksepatéen skal serveres røres dressingen sammen, som består af fromage frais, citronsaft, dild og salt og peber. Smag dig frem.

Server laksepatéen på nogle rucolablade med dilddressing og frisk brød til.

IMG_5422

Tags: , ,

Leave a Reply to Justine Cancel reply

Dine oplysninger

  1. Jeannette Bendtsen Reply

    Hvor mange personer er der til i den opskrift. Vil lave den på torsdag.

    • Justine Reply

      Hej Jeannette. Jeg lavede laksepatéen i en hel almindelig brødform med bagepapir i. Det er efterhånden længe siden jeg har lavet den, men jeg vil skyde på 8-10 personer, hvis man regner to skiver pr. person. Jeg håber det bliver en succes :)