Lakridsis_worldwidetaste-7382

Chokolademarengs med lakridsis og kirsebær

Vi er tilbage fra Florida efter en dejlig ferie i varmen og har nu lidt at indhente – i hvert fald på blogfronten. Vi var i København henover påsken, hvor vi om lørdagen var inviteret til middag hos min mor sammen med nogle venner. Hun havde fundet en lækker opskrift i Bo Bedre, som hun havde besluttet, at vi skulle afprøve. Idet den var en stor succes, vil vi gerne dele den med jer herinde. Den var forholdsvis nem og hurtig – og så kan den med fordel laves dagen før.

Det skal du bruge (4 personer): 

4 æggeblommer

75 g rørsukker

1 spsk lakridspulver

2,5 dl piskefløde

200 g creme fraiche

0,5 dl æggehvider

1/4 tsk lys eddike, fx hvidvinseddike

100 g sukker

80 g mørk chokolade

Amarena kirsebær

Lakridsis_worldwidetaste-7295

Sådan gør du:

Lakridsis:

Pisk æggeblommer og sukker til det er lyst og luftigt. Tilsæt lakridspulver og pisk det lidt mere.

I en ny skål piskes fløde til letpisket skum. Tilsæt creme fraiche og rør det godt sammen.

Vend flødecremen i æggesnapsen og vend det forsigtigt sammen til en ensartet masse. Hæld det i en form/plastikbøtte (fx tupperware), kom husholdningsfilm over og til sidst et låg på.

Kom iscremen i fryseren i min. 6 timer.

dessertLakridsis_worldwidetaste-7321

Chokolademarengs:  

Start med at tænde ovnen på 100 grader.

Pisk æggehviderne stive. Tilsæt eddike og pisk yderligere et øjeblik. Tilsæt herefter sukker lidt ad gangen og pisk indtil marengsen er blevet hvid, tyk og fast.

Smelt halvdelen af chokoladen over et vandbad og lad det afkøle.

Resten af chokoladen hakkes groft og vendes i marengsmassen. Herefter vendes forsigtigt den smeltede chokolade i, så der dannes striber af chokolade og massen bliver marmoreret.

Lakridsis_worldwidetaste-7326

Stil en bageplade frem og læg bagepapir på.

Kom marengsmassen i en frysepose og klip et lille hul i det ene hjørne. Pres massen ud på bagepapiret i fire store runde “reder”, således at der er en lille fordybning i midten af hver rede, hvor lakridsisen kan ligge.

Bag marengsene i ovnen i ca. 60 minutter og lad dem herefter afkøle.

Lakridsis_worldwidetaste-7335

Tag isen ud af fryseren ca. 30 minutter før servering. Læg en kugle lakridsis på hver marengs og kom til sidst syltede kirsebær på og dryp med lidt kirsebærsovs.

Lakridsis_worldwidetaste-7382-2

Tags: , , ,

Kommenter 0 Kommentarer

Dine oplysninger